mandag den 10. september 2012

Institutionsbeskrivelse

Institutionsbeskrivelse (Truong Thang Long Kidsmart Kindergarten)

Truong Thang Long Kidsmart Kindergarten er en privatejet institution, som ligger i et stadig meget nyt distrikt (Dich Vong) i Hanoi. Børnehaven er kun 1 år gammel og alting er derfor stadig meget nyt. Børnehavens leder hedder Pham Tu Anh. Hun kommer fra en anden privatejet institution, hvor hun gennem 8 år har erfaring med udlandsstuderende.

Thang Long Kidsmart har børnene opdelt i fire forskellige aldersgrupper, på forskellige stuer.

1-2 år gamle (Pooh. Stue 1-6)

3-4 år gamle (Bambi. Stue 1-4)

4-5 år gamle (Donald. Stue  1-4)

5-6 år gamle (Mickey klasse 1-4)

Hver stue/klasse har omkring 30 børn. I Mickey klasserne er der tilknyttet 2 lærerinder + en udlandsstuderende. Hvis der er specialbørn vil der være flere lærere tilknyttet.  

I de mindre klasser er der tilknyttet 2 lærerinder.

Alle lærerinder er enten studerende eller uddannede pædagoger.

Hver dag har børnene mulighed for en at gå til en form for aktivitet. Det er op til forældrene om børnene skal deltage, og det er også forældrene som betaler, hvis børnene benytter sig af tilbuddet. Børnene har mulighed for at gå til dans (pigerne), Kung Fu (drengene), kunst og klaver. Som fælles undervisning er der engelsk, vietnamesisk og læren om Vietnam, rim/remser, sange, traditioner, pli osv.

Hverdagen i Thang Long er meget struktureret. Der er ikke meget ”fri leg” som vis er i de danske børnehaver.

Dagen starter 7.30. De børn, hvis forældre betaler for at de får morgenmad spiser. Morgenmaden består for det meste af en tyk risgrød, eller nudelsuppe. Børnene ankommer typisk i tidsrummet 7.30-8.00.

Kl. 8.00 går alle ned på legepladsen og her skal der laves morgengymnastik. Der bliver spillet musik og alle børn i børnehaven varmer op i fællesskab ca. 20 min.

Efter morgengymnastik er det tid til at børnene skifter tøj, da de typisk er gennemblødte af sved. Ligeledes får de enten et glas vand eller mælk.

8.30 - Nu starter første undervisning. Typisk deles klassen i 2 og halvdelen af børnene får lov at gå med en lærer ned og lege på legepladsen. Den anden halvdel har en form for undervisning. Typisk øver lærerinderne en vietnamesisk sang med dem, en dans eller de lærer forskellige bogstaver i det vietnamesiske alfabet. Efter 20 minutter skifter de så. Herefter kan der være samling på gulvet, hele klassen sidder på en streg formet som en hestesko. Lærerinderne sidder så foran børnene og snakker med dem om forskellige emner. På det her tidspunkt af dagen, sker det også at jeg underviser børnene i engelsk.

10.15 bliver børnene bedt om at rydde op og sætte borde og stole frem til frokost. Børnene gør alting selv. Slår borde ud, henter stole, dækker bord og sørger for at tisse af og vaske hænder.

10.30 kommer køkkendrengene med maden. Børnenes frokost består altid af to forskellige portioner mad og et stk. frugt til dessert. Første ret er ris med hakket svinekød i væske. Af og til er der tilsat små æg. Anden portion er ris med suppe. Gerne med grøntsager i.

11.00 går os studerende til pause. Imens skal børnene sove frem til kl. 14.15 hvor vi møder ind igen.

Mellem 14.00 – 14.15 starter der en ”betalt” aktivitet. Det er her nogle af børnene deltager i kunst, dans og andet. Resten af børnene går i gang med at spise eftermiddagsmad.

Dette måltid består typisk af en tyk suppe med grøntsager og kylling. Hertil klippes der lyst toastbrød som børnene får i suppen. Andre gange er det suppe med nudler, toastbrødsmadder med smør og sukker eller risgrød.

Når alle børn er færdige med at spise og færdige med aktivitet er kl. typisk 15, og her vil lærerinderne undervise børnene på en eller anden måde. Det kan også ske at børnene skal have engelskundervisning af en underviser der kommer udefra.

Fra 16-17 bliver børnene afhentet og der er typisk tid til fri leg her. Eller det er leg på stuen med nogle forskellige slags legetøj og bøger.

Kl. 17 er børnene afhentet og det er også her vi studerende får fri.   

Thang Long Kidsmart skal som børnehaver i Danmark, følge en lov, der beskriver hvordan pædagogerne skal arbejde. Staten holder øje med børnehaven og foretager 2 gange om året et tjek, for at se om børnehaven følger de gældende regler. Ligeledes tjekkes hygiejnen. Når det gælder hygiejne, følger børnehaven ligeledes et hygiejneprogram, hvilket betyder, at det mad de serverer for børnene, skal der foretaget en stikprøve at, som så beholdes i 24 timer. Kokke og køkkenpersonale bliver løbende uddannet i hygiejne, sundhed og madlavning.

Når det gælder den undervisning, som børnene får, så er det statens undervisningsregler, som børnehaven følger. Derudover tilføjer børnehaven selv ekstra ideer og ekstra undervisning af børnene. Ved hjælp af os udlandsstuderende, får børnene også mulighed for at lære ekstra engelsk, og lærerinderne bliver også bedre til at lære børnene engelsk.

Børnehaven er som sagt privat, men den har det formål, at den ikke er dyr men derimod på niveau med det forældrene betaler for at have deres børn i offentlige børnehaver. I de offentlige børnehaver er der typisk mellem 60-70 børn i hver klasse og lærernormeringer er dårlig. Derfor er Thang Long Kidsmart et rigtig godt tilbud for børnene, idet normeringerne gør det bedre at være barn.

Børnene kommer fra alle lag i samfundet. Der er både rige og fattige – igen fordi børnehaven ikke er dyr. Forældrenes krav til børnehaven er blandt andet at børnene kan alfabetet, kan skrive deres eget navn og læse en smule når de starter i skole. Der er ingen krav for hvor meget lærerinderne må lærer børnene, og de gør meget for at børnene lærer så meget som muligt inden skolestart.

Børnehaven har ligeledes en forældregruppe, gruppen sørger blandt andet for at gøre forældrene så tilfredse som muligt. Er der noget de ikke er tilfredse med, fortæller de det til lærerinderne eller kontakter Pham Tu Anh. Tu Anh pointerede dog, at børnehaven ikke følger forældrenes ”kommandoer”, men holder fast i skolens grundholdninger og visioner.

2 gange årligt er der et møde mellem lærerinder, ledelsen og forældrene. De bruger ikke forældremøder som vi gør i Danmark, det vil sige at forældrene ikke snakker én og én med lærerinderne. Dog bruger lærerinderne rigtig meget tid på at snakke med forældre om morgenen og om aftenen når børnene bliver afleveret/afhentet.

Forældrene er overordnet glade for at børnehaven arbejder internationalt og er glade for at børnene lærer om en anden kultur + de er meget interesserede i at vi lærer deres børn engelsk. Ligeledes er forældrene glade for os fordi vi leger med børnene, det gør lærerinderne ikke. I Vietnam leger man ikke med børnene, man underviser dem og ellers lader man dem lege selv.

Selvom forældrene er glade for os på mange punkter, så er de også skeptiske fordi børnehaven er ny og der er derfor ikke erfaring med praktikanter. Nogle forældre bryder sig ikke om, at vi laver om i den struktur der bliver fulgt og de kan føle det som værende ”farligt” at vi præger børnene på en måde der ikke har med den vietnamesiske ”opdragelsesform at gøre”

2 gange årligt er der lægetjek. Alle ansatte + børn får et sundhedstjek. Ligeledes tjekkes køkkenet hvert år. Børnehaven har en psykolog tilknyttet ifølge Tu Anh. Forældrene mener ikke at deres børn er ”specielle” så samarbejdet kan være svært. Det er lærerinder og psykologen, som er med til at bestemme hvem der er ”speciel”

Børnehaven er ikke en del af en organisation, det er ifølge Pham Tu Anh en gruppe, som har slået sig sammen og lagt penge i et projekt.

Jeg kan desværre ikke oploade billeder på min blog. Det fungerer ikke. Men jeg har billeder af børnehaven på min privatblog:
http://www.offexploring.com/malene-i-vietnam-2012-13

Ingen kommentarer:

Send en kommentar