torsdag den 25. oktober 2012

Hverdag i Thang Long Kidsmart


Beskrivelse af min hverdag i Thang Long Kidsmart Kindergarten, samt livet udenfor børnehaven.

Jeg har tidligere beskrevet hvordan en normal hverdag forløber i Kidsmart, men hvis jeg skal beskrive hverdagen kun set fra min side, er der en stor forskel.

Jeg tager en taxa hjemmefra hver 6.45 og er fremme ved børnehaven 07.30 hvor jeg møder. Jeg har egentlig købt mig en cykel til samme fordel, så jeg slipper for at køre taxa. Men den cykel jeg har købt til 1,5 mio. dong (450 kr.) valgte at gå i stykker efter få køreture, så nu er jeg tilbage i taxa igen.

Når jeg møder ind i Kidsmart, hilser jeg de børn som allerede er kommet. Der sidder normalt to børn og hjælpelærerinden. Fra 7.30-8.50 står jeg i døren sammen med min lærerinde og tager imod børn og hilser på forældre. Fra 7.50-8.05 hjælper jeg min hjælpelærerinde med at fodre de børn som selv har svært ved det eller bare er for langsomme. Jeg er ikke helt så hurtig til det som min hjælpelærerinde. Jeg tager min tid og lader børnene tygge af munden før jeg giver dem en ny portion, så engang imellem ”mellemfodrer” hun de børn jeg er i gang med, fordi det ikke går stærkt nok. Hvis børnene brækker sig, får de for det meste lov til at smide resten af suppen/grøden ud. Jeg har det ikke svært med fodringsprocessen, da jeg tager det på den måde jeg synes er acceptabelt overfor børnene. Jeg stopfodrer dem ikke og jeg forsøger at lave lidt sjov ud af situationen. Det kan være hårdt at se på de børn som nærmest har grød ud af ørerne fordi de ikke kan indeholde mere, men jeg mener også at jeg skal respektere den kultur jeg er kommet ind i. Derfor deltager jeg på mine egne præmisser. Til vores workshop, kom en af lærerinderne med et spørgsmål til netop spisesituationen. Hun spurgte hvordan vi ville ændre situationen hvis vi var i lærerindernes situation. Det er nemlig således, at det er forældrene, som ”befaler” at børnene skal spise op. Da vi var meget nervøse for at træde på nogen/ snakke ned om deres kultur, fik vi Lars (vejleder fra Danmark) til at svare på spørgsmålet. Svaret blev, som vi også mener i Danmark: At et barn nok skal give udtryk for hvornår det er mæt. Børnene laver heller ikke meget aktivitet hernede, så det er begrænset hvor meget sult de må føle i løbet af en dag.

Kl. 8.10 starter fælles morgengymnastik i skolegården. Det er en skøn start på dagen og både børn og lærerinder bliver rørt inden dagen rigtig begynder. Efter morgengymnastikken er børnene som regel meget svedige og den står derfor på tøjskift i klassen. Jeg plejer at sætte mig på en stol så børnene kan komme hen til mig hvis de har brug for hjælp. De fleste børn hjælper hinanden.

Herefter er der navneopråd og børnene får et glas varm mælk, og de kan tage vand hvis de har lyst. Nu starter dagens første undervisning. Børnene lærer vietnamesisk. Eller de lærer at udtale bogstaverne i alfabetet. Det kan for mig gå hen og blive meget langtrukkent at sidde og se på. Derfor bruger jeg ofte tiden på at tage noter, skrive blog eller andet. Samtidig med at jeg sørger for at børnene holder sig i ro. Undervisningen varer gerne fra kl. 9-9.45. Herefter er det tid til ny undervisning. Her er det gerne noget som vedrører det tema som ugens skema indeholder. Da lærerinderne arbejder meget med kreativitet, er det typisk her at børnene skal tegne, male, lege med ler eller andet. Hvis ikke det er det, er det dans, sang eller til tider fri leg.

10.30 er der frokost. Børnene sætter selv borde op og jeg hjælper min hjælpelærerinde med at hælde første portion mad op til børnene og dele den rundt. Anden portion mad bliver delt ud i to store skåle på hvert bord (ris + suppe). Så har børnene selv mulighed for at bestemme mængden af mad. Jeg hjælper her igen de børn som har svært ved at spise.

Kl. 11.00 går vi fire studerende til pause.

11.30 er der mad og herefter har vi til kl. 14.15 til at gøre hvad vi vil. Som regel slapper vi alle sammen af. Vi har for det meste vores computer med, og kan bruge tiden på skolearbejde eller andet. Af og til tager vi ud i et stort indkøbscenter og går rundt og kigger lidt. Ellers bruger jeg mest tiden på at slappe af og få sovet lidt. Jeg har meget svært ved at sove om natten her i Vietnam og kl. bliver derfor tit 1 om natten før jeg falder i søvn. Jeg står op 5.45 og derfor kan jeg godt mærke trætheden når jeg har fået frokost ;)

14.15 kommer jeg tilbage til stuen. Børnene er lige vågnet og jeg hjælper dem med at stable senge. Herefter serverer jeg grød for de børn som ikke har en aktivitet. Igen hjælper jeg nogle af børnene med at spise.

15.15 er børnene færdige med at spise og dagens sidste aktivitet kan begynde. Her kan det være engelsk, vietnamesisk, dans, sang eller andet. Den aktivitet slutter omkring kl. 16, hvor børnene har mulighed for fri leg for det meste. Det er også fra kl. 16-17 at forældrene kommer og henter børn. Her leger jeg for det meste med børnene eller står i døren og tager imod forældre og siger farvel til børnene.

Kl. 17 tager jeg en taxi hjem. For tiden tager jeg direkte i træningscenteret og er der omkring 17.45. Derfor er jeg først hjemme i huset omkring kl. 19.30. Så køber jeg gerne bare lidt mad og tager det med hjem. Det er ikke så tit vi spiser aftensmad sammen i huset, da vi alle har fri på forskellige tider, og fordi vores køkken ikke ligefrem er super godt at lave mad i ;) Ellers sidder vi for det meste om aftenen og hygger sammen i stuen. Gerne med en film eller med hver sin computer ;)

I min hverdag udenfor børnehaven bruger jeg mest tiden sammen med de andre fra huset. Vi har rejst sammen et par gange på forlængede weekender, og ellers laver vi gerne noget hygge om aftenen og nyder at vi har weekend.

Jeg har også selv rejst lidt rundt i de ferier jeg har haft. Det er utrolig dejligt at rejse i løbet af den tid man arbejder, da man bruger meget energi på arbejdet, og da det er lange dage. Derfor er det godt at koble af og komme væk fra Hanoi trafikkaos engang imellem.

Udover at rejse, mødes vi også meget med de andre danske pædagoger der er afsted, samt nogle fysioterapeuter. Fredag til søndag er der aftenmarked i den gamle by og her tager vi nogle gange ned. Ellers tager vi også på Backpacker hostlet i Hanoi og snakker med mennesker fra alle mulige lande. Til tider inviterer vores lærerinder os ud og spise mærkelige ting som snegle eller bare god vietnamesisk mad. Jeg har også været hjemme og besøge min lærerindes familie som bor 40 km. uden for Hanoi.

Så alt i alt prøver jeg at få så meget som muligt ud af min arbejdsdag samt min hverdag uden for børnehaven.

 Igen: se billeder af institutionen på min private blog. Jeg kan desværre ikke oploade billeder på denne blog..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar